Hafnia vinder igen Danske Rederiers diversitetspris
Danske Rederiers DEI-award hylder initiativer, der skaber en positiv forskel i hverdagen og bidrager til mere inkluderende og velfungerende arbejdspladser.
Temaet for Danske Rederiers Diversitetspris 2026 er “Small changes, big impact”. Med juryens kåring af Hafnia som vinder, er det tredje gang, siden prisen blev uddelt første gang i 2022, at rederiet modtager Danske Rederiers diversitetspris.
”Det betyder sindssygt meget, for det er noget, vi investerer meget tid og energi i, og det er et ongoing projekt. Så det er en kæmpe anerkendelse. Vi tror meget på, at små initiativer tilsammen har en stor impact. Så det er vi superglade for at blive anerkendt for,” siger Mia Krogslund Jørgensen, Vice President, People, Culture & Strategy i Hafnia.
”Hafnia er en meget markant aktør i den maritime sektor, som har lagt store kræfter i DEI-arbejdet. De arbejder systematisk og ambitiøst med området, og det er til stor inspiration for andre rederier. Derfor er det helt fortjent, at juryen har valgt Hafnia som vinder af dette års DEI-award ud af et i øvrigt stærkt felt”, siger Nina Porst, der er direktør for bæredygtige skibe og kompetencer i Danske Rederier.
Hafnia er en meget markant aktør i den maritime sektor, som har lagt store kræfter i DEI-arbejdet. De arbejder systematisk og ambitiøst med området, og det er til stor inspiration for andre rederier
Juryen har i sin afgørelse valgt at anerkende Hafnias indsats med et såkaldt ”Seafarer Advisory Board”, der inddrager de søfarendes egne erfaringer med inklusion og kultur i virksomheden.
”At inddrage de søfarendes egne erfaringer er et afgørende skridt for at lave forandringer, der rent faktisk virker og når ud i hele organisationen. Det er folkene på dækket, på broen og i kontorerne, der har hånden på kogepladen, når det kommer til arbejdskultur, og dermed også dem, der skal høres for at forme langtidsholdbare forandringer”, siger Nina Porst.
Hafnia vandt prisen foran et stærkt felt af nominerede bestående af:
Esvagt for en konkret og anvendelig indsats med fokus på trivsel, dialog og forebyggelse af mobning. Rederiet har blandt andet udviklet et sæt spillekort til brug ombord, der tager udgangspunkt i realistiske dilemmaer fra hverdagen til søs.
Uni-Tankers der var nomineret med ”Fleet’s Got Talent”, der skaber et rum, hvor mennesker føler sig opmuntrede til at dele noget af sig selv og skabe relationer på tværs af roller, skibe og geografiske placeringer.
På billedet ses Mikkel Boesen og Mia Krogslund Jørgensen fra Hafnia. Prisen blev overrakt af Erika Markvardsen (nr. to fra højre) fra sidste års vinder fra DFDS. På billedet ses også Nina Porst fra Danske Rederier (yderst til højre).
Foto: Carsten Lundager
Tidligere vindere af Danske Rederiers Diversitetspris
Danske Rederiers Diversitetspris blev uddelt for første gang i 2022 Her vandt Hafnia for deres “Maritime Diversity, Equity & Inclusion (DEI) Lab”. Det blev skabt sammen med RightShip, Wilhelmsen, Thome Group, Rio Tinto og Anglo American, og var en slags diversitetstænke-tank.
I 2023 gik prisen til Trine Hoffmann fra A.P. Møller – Mærsk. Juryen lagde særlig vægt på Trine Hoffmanns ekstraordinære drive, hendes høje ambitionsniveau, og at hun har været med til at løfte diversitet til et nyt niveau i sin organisation.
I 2024 gik prisen endnu engang til Hafnia. Juryen fremhævede rederiets meget gennemtænkte brede tilgang til at fremme ligestilling, mangfoldighed og inklusion, som kontinuerligt udvikles og ekspanderes. En tilgang som bakkes op af klare og ambitiøse mål og følges op af data.
Sidste år vandt DFDS Diversitetsprisen. Juryen fokuserede bl.a. på DFDS’ stærke ledelsesforankring, hvor DEI-mål er integreret i både KPI’er og bonusordninger, samt den brede forankring af initiativer i kerneprocesser som rekruttering, løn og lederudvikling. Talentprogrammet Waves of Talent har allerede skabt målbar effekt.
Medlemmer af juryen
- Torsten Mathias Augustsen, Professional leader at Sea Health and Welfare
- Anja Rose, Head of Organisational Performance and Development, Welltec
- Hannah Holst Kragelund, Regional head of people and Culture, Europe, Svitzer
- Heidi Heseltine, CEO, Halcyon Recruitment and Founder, Diversity Study Group
- Nina Porst, direktør for bæredygtige skibe og kompetencer i Danske Rederier