Seneste nyt
Sikkerhed
International skibsfart

Danske Rederier: Fuld opbakning til dansk militært bidrag til operation i Hormuzstrædet 

Den danske regering har parlamentarisk opbakning til, at Danmark kan være del af en eventuel militær operation i Hormuzstrædet, når kamp­hand­lin­ger­ne ophører. Danske Rederier bakker fuldtonet op om denne beslutning. Der er brug for aktive tiltag til at beskytte de søfarende og skibsfarten i området. 

Fungerende uden­rigs­mi­ni­ster Lars Løkke Rasmussen og fungerende for­svars­mi­ni­ster Troels Lund Poulsen har efter et møde i Uden­rigs­po­li­tisk Nævn oplyst, at der er politisk opbakning i Folketinget til, at Danmark melder sig klar med et militært bidrag til en potentiel operation i Hormuzstrædet.

Den melding tager Danske Rederier godt imod.

“Krigen mellem USA og Israel og Iran har meget tydeligt vist, at det har enorme negative konsekvenser for for­sy­nings­sik­ker­he­den og verdens økonomi, når vigtige vandveje blokeres. Der er helt åbenlyst brug for en indsats for at beskytte de søfarende og den civile skibsfart i området, ligesom det også gennem flere år nu desværre har været tilfældet i Det Røde Hav,” siger Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier. 

Der er helt åbenlyst brug for en indsats for at beskytte de søfarende og den civile skibsfart i området
Anne H. Steffensen, adm. direktør i Danske Rederier. 

Efter mødet i Uden­rigs­po­li­tisk Nævn ville hverken Lars Løkke Rasmussen eller Troels Lund Poulsen oplyse konkret, hvad et bidrag kan bestå af.

“Vi har som en af verdens største sø­fart­s­na­tio­ner en klar interesse i og et ansvar for at bidrage til sikkerheden på havet. Derfor hilser jeg det meget velkomment, at regeringen lægger op til, at Danmark som udgangspunkt er klar til at være del af en international koalition for at forbedre sik­ker­heds­si­tu­a­tio­nen i området,” siger Anne H. Steffensen.

Der er tale om et fransk-britisk initiativ, som en række lande - og nu også Danmark - har meldt sig klar til at støtte. Et dansk militært bidrag vil skulle godkendes af Folketinget, inden det kan aktiveres.