Seneste nyt
Uddannelse

Danmark nominerer Gemma Griffin fra DFDS til IMO’s Gender Equality Award

Gemma Griffin er nomineret for sit arbejde med DFDS’ Waves of Talent-initiativ.

Sø­fart­s­sty­rel­sen har med opbakning fra Danske Rederier nomineret Gemma Griffin, VP og Head of Global Crewing i DFDS, til IMO Gender Equality Award 2027.

Gemma Griffin står bag Waves of Talent hos DFDS. Gennem initiativet arbejder DFDS for at få flere kvinder til søs – gennem uddannelse, mentorforløb og jobmuligheder. Og det virker. Andelen af kvinder i Deck & Engine-roller hos DFDS er mere end fordoblet på få år.

“Gemmas arbejde viser, hvordan diversitet kan blive en del af kernen i den måde, vi arbejder på som branche. Det handler altså ikke kun om ambitioner, men om implementering og om at gøre arbejdet. Jeg håber virkelig, at Gemmas arbejde vil inspirere hele branchen på dette meget vigtige område. Hun fortjener virkelig at vinde denne pris,” siger Nina Porst, direktør for bæredygtige skibe og kompetencer i Danske Rederier.

IMO Gender Equality Award tildeles en person eller personer, uanset køn, som enten i deres personlige egenskab eller som repræsentanter for deres respektive institutioner har ydet et væsentligt bidrag til at fremme ligestilling og styrke kvinders rolle i den maritime sektor.

Og den eneste måde at omsætte noget til handling på er faktisk bare at komme i gang og gøre det.
Gemma Griffin, VP og Head of Global Crewing.

“Jeg synes, at det, hun har gjort med Waves of Talent, er, at hun tager det hele vejen fra begyndelsen – fra skolerne til ansættelsen om bord på vores egne skibe. Hun ser hele kæden og er samtidig personligt engageret i alle trin og i alle de mennesker, der har været en del af det. Det er virkelig det, der gør initiativet anderledes end mange andre,” siger Sofie Lindegaard, Director, Head of Group Sustainability, DFDS.

Da Gemma begyndte sin karriere i shipping, var hun ofte den eneste kvinde i rummet, og hun så ingen kvinder i maskinrummet eller på dækket. Hun kunne se et klart behov for forandring.

“Vi er alle sammen rigtig gode til at tale om det, men vi skal omsætte den snak til konkret handling. Og den eneste måde at omsætte noget til handling på er faktisk bare at komme i gang og gøre det. Ansæt kvinderne, betal for deres uddannelse, giv dem en mulighed, skab plads til dem i jeres organisation. Det er alt, der skal til. Det er ikke raketvidenskab,” siger Gemma Griffin, VP og Head of Global Crewing.

Det kræver mod at udfordre vaner. Det kræver vedholdenhed at skabe varige forandringer. Og det kræver stærke rollemodeller som Gemma. Derfor er Gemma Griffin nomineret af Danmark til IMO Gender Equality Award 2027.

DFDS vandt Danske Rederiers DEI-Award i 2025.

Gemma Griffin, VP, Head of GLobal Crewing, DFDS