Bornholm venter – med skibsfartsdebatter, sømandssang og forhåbentlig solskin
Når Folkemødet skydes i gang den 11. juni, lægger Postbåden Peter igen til kaj i Allinge. Ombord venter aktuelle debatter om søfart og verdens tilstand, engagerede gæster og masser af godt humør.
Årets program tager afsæt i en verden præget af usikkerhed og store forandringer. Derfor er emner som energiuafhængighed, forsyningssikkerhed og geopolitik højt på dagsordenen, når politikere, erhvervsfolk og eksperter mødes for at diskutere fremtiden og de mange muligheder for dansk skibsfart.
Men fremtidens skibsfart handler også om mennesker. Derfor sætter vi fokus på, hvordan flere unge kan få øjnene op for karrieremulighederne i Det Blå Danmark, og hvordan vi skaber stærke fællesskaber og god trivsel til søs.
”Folkemødet er altid fyldt med god energi, spændende samtaler og nye møder. Men det er også en vigtig anledning til at sætte fokus på nogle af de udfordringer, vi står overfor – både som land og som erhverv. Jeg glæder mig til at møde mennesker med forskellige perspektiver, blive klogere og forhåbentlig nyde det hele under en blå himmel, selvom vejrudsigten lige nu ser lidt ubeslutsom ud,” siger Anne H. Steffensen, administrerende direktør i Danske Rederier.
Jeg glæder mig til at møde mennesker med forskellige perspektiver, blive klogere og forhåbentlig nyde det hele under en blå himmel.
Som altid byder Postbåden Peter også på et af Folkemødets mest stemningsfulde og folkelige indslag. Fredag eftermiddag inviterer Søren Pind og Mogens Jensen til fællessang på kajen, når de endnu engang fører an med sømandsviser og maritim stemning.
”Det er et af årets absolutte højdepunkter. Når kajen fyldes med sangglade mennesker, og Mogens og Søren giver den gas, opstår der en helt særlig stemning. Hvis du vil være sikker på en plads, er mit bedste råd at komme i god tid – der plejer at være høj søgang,” siger Anne H. Steffensen.
Danske Rederier er igen i år ombord på Postbåden Peter sammen med Danske Havne og Danske Maritime. De tre organisationer byder på en lang række debatter og arrangementer på dækket af den historiske postbåd, som til daglig sejler post, passagerer og forsyninger til Christiansø.
Det Blå Danmarks deltagelse på Folkemødet er støttet af Den Danske Maritime Fond.