Mærkedag: Første elever fra Niels Brocks internationale shippinglinje dimitterer
Det første hold elever fra Niels Brocks internationale shippinglinje har fuldført deres HHX-uddannelse. Det blev fejret med diplomoverrækkelse hos Danske Rederier.
I alt 25 elever har i dag modtaget deres diplom som bevis på at have gennemført uddannelsen.
“Det er fantastisk at få lov til at være med fejre det første hold studenter, der er blevet færdige på Niels Brocks shippinglinje. Det er selvfølgelig først og fremmest en festdag for de dygtige dimittender, der går en spændende fremtid i møde. De har taget første skridt på en uddannelses- og karrierevej, der åbner døre og muligheder i hele verden. Men det er også en mærkedag for Det Blå Danmark, som forhåbentligt får fornøjelsen af at arbejde sammen med de unge talenter, som forlader Niels Brock med en fantastisk uddannelse i rygsækken,” sige Anne Panknin Kristensen, uddannelseschef i Danske Rederier.
Du får det internationale udsyn, det er på engelsk, det er et højt niveau og så er der en rigtig god rød tråd igennem hele uddannelsen
Vi spurgte et par af eleverne om, hvordan det har været at gå på uddannelsen og om deres uddannelses- og karrieredrømme:
”De tre år har været fantastiske. Jeg har lært så meget, lært nogle nye mennesker at kende gennem de forskellige besøg, vi har været på, skabt et kæmpe netværk, som jeg kommer til at bruge i fremtiden […] Her efter studentertiden, så skal jeg holde sabbatår, hvor jeg skal arbejde, og så skal jeg ud at rejse. Og derefter, så tænker jeg, at jeg vil tage en trainee-uddannelse i et shippingrederi. Og ja, det er faktisk efter, at jeg er begyndt på den linje her, at jeg har fået den interesse. Så det viser bare, at det virkelig er en god linje, og helt klart kan anbefales,” siger Gina Zein Hoisangthong.
” Du får det internationale udsyn, det er på engelsk, det er et højt niveau og så er der en rigtig god rød tråd igennem hele uddannelsen […] Jeg skal læse jura her på Københavns Universitet, hvor jeg håber, at jeg ender med at arbejde med noget maritim jura og inden for den verden. Det drømmer jeg lidt om,” siger William Schultz Mortensen.
Undervisningen bliver levende og ’det maritime’ bliver langt mere håndgribeligt og mindre abstrakt, når vi bliver inviteret indenfor hos virksomheder og arbejder med deres aktuelle problemstillinger.
Niels Brocks IBB shippinglinje er den første af sin art i Danmark. HHX-uddannelsen er engelsksproget, giver mulighed for udlandsophold og har bl.a. stort fokus på, at eleverne møder virksomheder og organisationer indenfor branchen i løbet af deres uddannelse.
”Undervisningen bliver levende og ’det maritime’ bliver langt mere håndgribeligt og mindre abstrakt, når vi bliver inviteret indenfor hos virksomheder og arbejder med deres aktuelle problemstillinger. Derudover bliver fremtidige karrieremuligheder langt mere nuancerede for eleverne, når de får indblik i trainee-muligheder og trainee-uddannelser – det er der alt for lidt viden om ude i de lokale studievejledninger på skolerne,” siger Joan Jürs, uddannelsesleder – Det International Gymnasium.
”Samarbejdet mellem Niels Brock og maritime virksomheder og organisationer har været utroligt godt og gensidigt inspirerende. Jeg håber, at denne uddannelses succes vil være med til at bane vejen for flere tætte samarbejder mellem dem maritime industri og uddannelsesinstitutioner i fremtiden,” siger Anne Panknin Kristensen.